Cookie Consent by Free Privacy Policy website

Min hund skal klippes ned

Når hunden må klippes ned

Når hunden er blevet meget filtret, er den eneste mulige løsning at klippe hunden helt ned. Når der laves sådan en nedklip af hunden, så vil den opleve sin krop anderledes, da den før var pakket helt ind i pels som både strammede og trak i huden. Når kroppen så bliver fri for alle disse ubehagelige hår, kan hunden godt reagere ved at både klø og så kan den komme til at fryse.

Det er en helt naturlig reaktion hos hunden, men det er vigtigt at du som ejer holder øje med hunden, så den ikke klør hul på sig selv – og det kan gå meget hurtigt.
Det er værst de første 2 dage indtil både hud og hund har vænnet sig til den nye fornemmelse.
Når man laver en nedklip af en hund, så klipper man med et meget tæt skær, ofte et skær 40. Når der er så mange filter vil pelsen sidde som et vattæppe oven på hundens krop og for at kunne klippe hunden skal man ned under filterne og derfor bliver hunden så kortklippet, næsten nøgen.

Kan sammenfiltringer på hunden børstes ud?

Hvis hunden i bunden ligner et får, vil det være både dyreplageri og uansvarligt at få børstet pelsen igennem! Alle hundefrisører med respekt for sig selv og hunden, vil sige nej tak til dette og vi fraråder også at du selv går i gang med at prøve, da det er meget ødelæggende for hundens tillid og lyst til fremtidigt pelsarbejde. Det er simpelthen for smertefuldt at gennemføre.

Hvis hunden er blevet så sammenfiltret, bør enhver hundeejer få den nedklippet og huske på bedre pelspleje, eller få råd af hundefrisøren, som altid står til rådighed. Når en sammenfiltret hund skal klippes, kan det ske at der klippes i hundens hud. Dette kan ske, uanset hvor dygtig man er til at klippe, fordi en sammenfiltret pels gør, at man ofte klipper i blinde. Hvor hår og hud kan være umulig at skelne fra hinanden. Så har hunden fået sammenfiltringer, bør du desværre være indstillet på at hunden kan få sår under sådan en behandling, som muligvis vil kræve en dyrlægebehandling oveni, hvis I er rigtig uheldige.

Min hund er kun lidt filtret - hvad skal jeg gøre?

Når hunden kun har enkelte filtre i pelsen, så kan du ofte godt få hundefrisøren til at børste og klippe filtrene ud af pelsen. Dog skal du være opmærksom på at dette er både tidskrævende og belastende for hund og hundefrisør.

Hvis du selv går i gang med at rede den knudrede pels ud, skal du væbne dig med meget tålmodighed og en masse conditioner spray (balsamspray). Sprayen er nemlig med til at gøre det lettere at rede filtrene ud. Derudover kan du også anvende en filterkniv, som kan skære i de værste knuder. Det er vigtigt at du anvender en balsamspray, da du ellers ødelægger pelsen, hvis du børster i en tør pels. Pelsen vil her spalte og vil hurtigere filtre sammen igen, end ved normal og sund pels.

Når du har fjernet de små filtre fra hundens pels, vil pelsen ofte have taget skade - især spidserne, så derfor anbefaler vi altid at du herefter får klippet hunden i en smart hundeklip, hvor den slidte pels fjernes, og så vil en klippet hund altid være lettere at holde i fremtiden. Hundens pels gror hurtigt, så hvis du ønsker en lækker hund i en flot klipning, bør du få din hund klippet hver 8. uge.