Cookie Consent by Free Privacy Policy website

Når hunden skal i hundesalon

Dit første besøg hos en hundefrisør 

I Danmark findes der utallige hundesaloner, og besøger du en uddannet hundefrisør, kan du være helt sikker på at din hund bliver klippet af én, som ved hvordan behandler en hund.

Første gang kommer til din valgte hundefrisør er det vigtigt for både dig, som hundeejer, men også for hundefrisøren, at I sammen gennemgår hunden og får talt om, hvordan hunden skal klippes eller trimmes.

Nogle hundeejere kan opleve når de kommer til hundesalonen, at hunden faktisk er helt sammenfiltret, hvor man ikke selv har opdaget det. Det kan komme som noget af et chok at finde ud af, hvor filtret ens hund kan blive og ofte er der ikke andet at gøre, end at klippe hunden helt ned. Hvis hunden kun har mindre sammenfiltringer, vil hundefrisøren normalt kunne børste eller klippe filterne af uden at det er alt for hårdt for hunden. Du skal dog være opmærksom på at du ofte skal betale ekstra, hvis hunden ikke er filterfri da det kan være noget af et hårdt arbejde at rede sammenfiltrene ud og det vil også tage ekstra tid for hundefrisøren. 

Kommunikation med hundefrisøren er vigtigt

Når hunden er undersøgt for sammenfiltringer, aftaler I efterfølgende hvordan at hunden skal klippes eller trimmes. Her er det vigtigt, at du selv har en ide om hvordan du ønsker hunden skal se ud - og da sådan en hundefrisure kan være svær at forklare, er det altid en god ide at have et billede med til at visualisere dine ønsker. Det kan være du gerne vil have lange øre og kort hale, eller du bare synes hunden skal studses.

Jo bedre du får talt og afstemt med hundefrisøren, desto mere tilfreds vil du også blive med klipningen. Skulle uheldet ske, at du ikke er tilfreds med klipningen, er det vigtigt at du straks taler med hundefrisøren, gerne samme dag eller i dagene umiddelbart efter. Ved at tale om de utilfredsheder du skulle have har hundefrisøren mulighed for at skrive det ned, så næste klipning lever op til dine ønsker. Det kan også ske at hundefrisøren fortæller, at dine ønsker slet ikke er mulige med den hund du har. Pelsen kan måske ikke sidde på den ønskede måde, eller hunden har eksempelvis meget skæve ben, eller et stort hoved, så for at hunden ser symmetrisk og flot ud, kan hundefrisøren have valgt at klippe hunden på en anderledes måde.

Derfor kan du sagtens kræve at hunden skal klippes anderledes næste gang I besøger salonen. Ved næste klipning, kan det være du bliver tilfreds, men det kan også ske at du opdager, at det slet ikke er så pænt, som du havde troet, eller at pelsen er svær at holde efter klipningen.

Mange ejere af pelshunde vælger at få klippet og trimmet hunden, efter den race den er. Hvis du har en blandingshund og ønsker raceklip, kan du overveje, hvilken race din hund ligner mest og vælge en klipning eller trimning ud fra dette. 

Tag gerne yndlingslegetøjet med i hundesalonen

Når en hund kommer første gang i en hundesalon, er det vigtigt at det er en positiv oplevelse for hunden. Dette kan du selv være medvirkende til, ved at sørge for at hunden har besørget inden I ankommer til salonen, da hunden ikke kommer ud at gå tur, mens den opholder sig i der. Derudover så kan du også tage en KONG (med fyld), en yndlingsbamse eller et tyggeben med til hunden, som den kan få når den er færdig med at blive klippet. Dette er både hyggeligt og afslappende for hunden, som opfatter legetøjet som en belønning.

Mange hundefrisører har et hundebur, som hunden kan sidde i efter klipningen. Det er ofte noget de fleste hunde foretrækker at være i, fremfor at sidde fastspændt i en hundesnor. Et hundebur tillader nemlig hunden har dens eget, hvor den kan slappe af, være tryg og samtidigt bevæge sig, indtil du henter den. Hvis hunden kommer i bur, kan den også have sine egen ting med, som den kan hygge sig med, så tag endelig din hunds yndlingsting med, når I skal i salon.

Hos Karins Trimmesalon i Nyborg, har vi både bure og hundesnore, således du selv kan vælge - men vi synes at man bør vælge buret. De fleste hunde, som besøger vores salon, er nemlig også rigtig glade for at komme ind i buret.

Hvornår skal min hvalp klippes første gang?

Du bestemmer selv, hvornår du ønsker din hvalp skal klippes første gang. Men vi anbefaler at du besøger hundesalonen, inden at hunden er 12 uger, da hunden i denne periode er i socialiseringsfasen og en positiv oplevelse her, vil gøre at hunden i fremtiden vil være mere glad for at komme i hundesalon.

Som hvalpeejer kan du også have stor glæde af at tage din hvalp til et hvalpetjek hos hundefrisøren, da du vil få vejledning om pelspleje, hvordan du skal børste hunden og så vil din hvalp få klippet sine negle. Til hvalpetjekket kan I også snakke om, hvornår og hvordan, at hvalpen skal klippes og du kan spørge ind og få gode råd til pelsplejen.

Hunderacer med meget pels, som fx Shih Tzu, Coton de Tulear, Malteser, Puddel og lignende racer, kan man med fordel klippes når de er omkring 4-5 måneders alderen. Mange af disse hunderacer vil begynde at filtre omkring de 8 måneder, og det er vigtigt at du er i gang med pelsplejen før dette sker. Hvis hunden er helt sammenfiltret, så er det svært at udrede pelsen og du vil derfor ikke kunne vælge en smart klipning, fordi hvalpen er nødsaget til at blive klippet helt ned, og det kan i nogle tilfælde ikke være en rar oplevelse for din hund.

Trimmeracer er hunde, der skal trimmes. Disse bliver oftest trimmet første gang, når de er 4 måneder. Herefter trimmes hvalpen i et interval på mellem 8-16 uger, alt efter hunderacen. Du kan altid få at vide af vores hundefrisør Karin, hvor tit din hund bør trimmes, når den er på besøg i vores hundesalon.